Hyppigt stillede spørgsmål om henvisninger & sundhedsforsikring

 

Jeg har brug for en henvisning til fx. fysioterapeut, fodterapeut, kiropraktor, speciallæge eller psykolog?

Henvisninger udløser offentligt tilskud og myndighederne har derfor sat de praktiserende læger til at være garanter for at der er lægelig indikation for henvisning. Henvisninger laves derfor kun efter lægefaglig vurdering ved fremmøde i klinikken.

Der gælder ganske få undtagelser for fremmødepligt. Det kan f.eks være at der allerede ved nylig konsultation hos din behandler er aftalt at såfremt en undersøgelse viste X, så udløste det en henvisning til Y.

En anden undtagelse er tider hos øre-næse-hals-læge og øjenlæge. Her kræves der ingen henvisning fra egen læge, og du kan derfor selv kontakte specialisten direkte og få en tid.

 

Jeg har en sundhedsforsikring

Har du en sundhedsforsikring, og er du blevet informeret om at forsikringsselskabet har brug for en henvisning, gælder de samme regler som havde du ikke en sundhedsforsikring jvf.ovenstående.

I aftaleteksten indgået mellem lægerforeningen og Forsikring & Pension fra 1. juni 2014 står der; Det er lægen, der vurderer, om der er lægelig indikation for, at en patient bør have udstedt en lægehenvisning. Det gælder uanset, om patienten har en sundhedsforsikring eller ej. Hvis lægen vurderer, at der er indikation for at henvise til et offentligt behandlingstilbud, udstedes henvisningen – uanset om patienten ønsker at bruge den i det offentlige system eller til brug i en sundhedsforsikring. 

Udstedelse af en lægehenvisning udløser ikke særskilt honorar, men er omfattet af det almindelige konsultationshonorar. Tilkendegiver patienten under konsultationen, at en privat sundhedsforsikring ønskes bragt i anvendelse, medgives patienten en kopi af henvisningen, og der opkræves ikke særskilt honorar fra patienten.

Lægefaglige vurderinger er uden indflydelse af folks forsikringsmæssige eller økonomiske formåen.